Dette er begyndelsen på det, der måske bliver til en længere artikel efterhånden…
Den korte historie er, at jeg gerne vil slå et slag for, at den lutherske tro har meget at gi til personlig andagt og opbyggelse, meget som måske er blevet glemt.
Jeg har selv i den senere tid eksperimenteret med en luthersk form på min andagt.
Det er kort fortalt noget i denne retning:
- Jeg slår korset tegn for mit bryst og siger højt:
I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.
- Beder højt: Tak Kære Far ved Jesus Kristus at du i nat nådig har bevaret mig mod fare og ondskab. Jeg beder dig om at du vil bevare mig fra at synde og fra alt ondt, så mit liv og alt, hvad jeg gør, må være dig til ære. Jeg lægger mig selv, mine kære og alt mit i dine hænder. Lad din hellige engel være hos mig, så den onde fjende ingen magt får over mig. Amen.
- Så siger jeg højt trosbekendelsen og evt. de ti bud
… herefter følger så lidt fra min tidligere praksis, min bedeliste, men den fungerer ikke så godt ind. Jeg læser ikke højt fra den. Her er der plads til forbedringer. Det er også oplagt at bede Fadervor højt, men den bruger jeg sammen med min kone om aftenen.
-Så læser jeg højt fra Bibelen, fx en salme eller et andet stykke. Det hjælper mig til ikke at læse hen over teksten for hurtigt.
Det lyder måske voldsomt og mange har sikkert ikke tid og ro til at gøre det samme. Jeg er i den heldige situation at jeg har begge dele.
Det er også mere erfaringen af, at det opleves meningsfyldt at bruge et fast ritual på den måde, jeg gerne vil dele. Jeg er endnu ikke blevet træt af Luthers lille bøn, mærkeligt nok. Det at sige tingene højt er med til at fokusere mig.
Det fede er, at den lille bøn (der findes en tilsvarende til brug om aftenen) kan bruges som en minimums-andagt, når der ikke er tid, bibel og ro for hånden… Men det har jeg desværre ikke rigtig fået lært mig selv.
Inspirationen har jeg fået fra den nye Katekismus Updated og hjemmesiden www.katekismusprojekt.dk
Jeg skal prøve senere at opstøve, hvor man kan finde Luthers tænkning om dette. Højtlæsningen var vigtig for ham, men tilbage i historien var det, det normale også at læse højt for sig selv. Det bibelske forbillede har vi fx i Salme 1, hvor der står om at “grunde” på Herrens lov, men den egentlige betydning er nærmest at mumle eller gumle over…
Det at formen gentages igen og igen er der også en Luthersk pointe i. Hvor mange andre kristne traditioner tænker på kristen vækst, og dermed kristen spiritualitet som noget lineært, hvor man erkender mere og mere og bliver frommere og frommere, så er lægger luthersk tro mere vægt på at det er en cirkelbevægelse. Negativt formuleret af kritikere er det en “jeg bliver aldrig bedre” teologi. Positivt formuleret er det, at jeg vokser i dybere og dybere erkendelse af min egen synd, og derfor bliver mere og mere afhængig af Jesus. Det er netop det, som hhv. budene og trosbekendelsen repræsenterer (lov og evangelium).
Det er vigtigt at understrege at luthersk tænkning regner med ægte vækst i hellighed. Ligesom et træ, der gennemgår det samme år efter år, og samtidig vokser sig større og større.
Det var mit personlige bidrag til inspiration. Det kan være det er noget helt andet, som fungerer for dig. Skriv gerne forslag eller send forslag til links. Håber på selv at støve mere op efterhånden.
Du er for kompliceret i din andagtsform, mener jeg; for gumpetung. Alle kan sætte den tid af til en andagt, de har lyst til, men enkelhed mener jeg er nødvendigt.
Formaliserer man bønnen ved at lire lektier af, som f.eks. De Ti Bud, fjerner man sig fra den personlige bøn. Det er helt anderledes med Fader Vor, som jeg aldrig har hørt nogen bede på samme måde. Det skyldes, at netop Fader Vor er blevet så personligt, at det er let at høre hvor forskelligt vi oplever bønnen.
Bønnebøger etc. er naturligvis OK, men det har næppe været Jesus mening, at vi skal læse andres bønne.forlæg op.
I øvrigt bruger jeg Jesus aramæiske og oprindelige navn i min bøn.
Med venlig hilsen og Glædelig Påske.
Hej Frede
Tak for din kommentar.
Jeg siger ikke min andagts-form er den eneste rigtige, men jeg oplever ikke at den fjerner mig fra den personlige bøn.
Jeg bruger også tid på personlig stille bøn ud over det nævnte. Tværtimod hjælper det faste til at få en struktur på min andagt.
Glædelig påske til dig også!
Kristus er virkelig opstået!
Peder