V. 1-7 viser tydeligt, at der ikke er noget område i vores liv, som vi kan betragte som værende uden for Guds interesse-felt. Ægteskabet er der faktisk meget vejledning til i Bibelen. Peter taler her særligt om ægteskaber, hvor den ene ikke er troende. Princippet om at gengælde ondt m. godt, som er kommet frem indtil nu gælder også der – for at det kan være et vidnesbyrd.
Hustruen skal ikke imponere med ydre skønhed, men med gode gerninger/hengivenhed. Det er ikke et forbud mod at smykke sig og tage pænt tøj på (vi er mange ægte-mænd, som ville være kede af, at vores koner ikke måtte vise sig fra deres kønneste side…), men imod at ville bruge det til at fremhæve sig selv unødigt.
Til v. 6, tror jeg man kan sige: Ja Bibelen taler om at konen er underordnet manden, men det behøver/bør ikke komme til udtryk i dagens DK ved at konen skal kalde manden Herre, for en mand i år 2007, der ønsker at ære sin hustru vil ikke bede hende om at gøre noget, som ikke er normal opførsel.
I v. 8-12 går Peter tilbage til det mere overordnede – hvad skal grundinstillingen være.
Spørgsmål:
Kan man forestille sig en grænse for lydighed mod en ikke-troende mand m/k, og evt. en grænse for at blive i et ægteskab? Hvis ja – er der så en bibelsk begrundelse?
Skønhed i det ydre: Er det en udfordring for os? Hvor går grænsen mellem ikke at spille øjebæ og at føre sig frem…?
Hvorfor er Gud optaget af detaljen?
